Knap halvdelen af alle bryllupper ender i skilsmisse, og hver dag bliver omkring 40 par separeret. Skilsmisse er blevet almindeligt. Ikke desto mindre kommer skilsmissen alligevel bag på os. Mere eller mindre uforberedt står du udmattet, fyldt af raserende følelser og skal finde dig til rette i skilsmissens land af tab og forvirring. Det er udfordrende og krævende.
Skilsmissen er for mange en livskrise, og den bliver ofte omtalt som en af de store livskriser. Det skyldes, at skilsmisser mange gange har et stort konfliktpotentiale. Krisen vækker tab og forvirring, og man bliver overvældet af følelser. Det kan være voldsomt, når modstridende følelser skyller ind over dig, og du ikke kan genkende dig selv. Det, du føler det ene øjeblik, kan skifte lynhurtigt til det næste. Du er forvirret og kan have svært ved at overskue, hvad du skal gøre. Dine almindelige svar og handlinger virker ubehjælpsomme og giver dig ikke den afklaring eller ro, som du søger. Det er endnu et af krisens kendetegn, at dine almindelige værktøjer og svar ikke hjælper, fordi din befinder dig i en ny virkelighed, som du aldrig før har mødt. Du har endnu ikke haft tid til at forholde dig til din nye situation som skilt, skilsmissemor eller -far, single, papmor eller papfar. Din identitet fluktuerer, og du er i gang med at genfinde dig selv og din nye virkelighed.
Tabet fylder dig. Savnet af dine børn, din ex, af drømmen om kernefamilien, bolig mm. Du oplever måske intense følelser af ensomhed og isolation. De øjne, der bevidnede dit liv og hverdag, er der ikke længere. Måske tumler du med vrede og frustration. Vrede på din ex, vrede på dig selv eller på verden. Det tager tid at håndtere følelserne og langsomt tage din nye hverdag ind, at acceptere den og finde svar på spørgsmål, som du aldrig troede, at du skulle stille. Og der er ingen lette genveje, kun hårdt arbejde.
Kriser påvirker os som alt andet forskelligt. Derfor vil du også skulle forholde dig til, at din ex kan befinde sig et helt andet sted i sin krise, end du gør. Vi påvirkes forskelligt, fordi vi møder og håndterer kriser ud fra vores livserfaring og fordi vi møder skilsmissen på forskellige tidspunkter. Du har måske kun lige hørt din partner sige, at hun/han vil skilles, mens din partner har tænkt over det i flere måneder, måske år – eller omvendt. Fælles for jer begge er, at I skal genopdage jer selv og verden. Det er en proces, der for de fleste tager 6-12 måneder, og ofte tager to til tre år at komme sig helt over. Svarene, overblikket og nyorienteringen melder sig ikke på en gang, men gradvist. En dag ad gangen.
Du har formentlig brug for at tale om de følelser og stemninger, som løber igennem dig. Ikke bare én gang, men igen og igen. I den første tid har du formentlig brug for at fordøje din situation, og derfor kan det være en god ide, at du fortæller dine venner og familie, at det hjælper, at de lytter og ikke nødvendigvis prøver at løse din situation ved at komme med gode råd eller forsøger at få din smerte til at gå væk. Du har brug for tryghed og rum, der giver dig plads til at have det præcis, som du har det. Hvor du i dit eget tempo kan forholde dig til din skilsmisse, del for del, skridt for skridt. Indtil du genfinder meningen med dit liv og måske endda finder noget, som du ikke ville være foruden.