Det er et basalt menneskeligt behov at være elsket. Vi har alle brug for at vide, at vi er vigtige og betydningsfulde for andre mennesker. At vi er elsket. Det udvikler vores selvværd.
Desværre er det ikke alle børn, der får lov til at vokse op i en tryg familie. Det har naturligvis intet med barnet at gøre, og de fleste gange elsker mor og far også deres børn. Budskabet kommer bare ikke igennem. Barnet slutter sig til, at når mor og far ikke viser, at de elsker mig, så er det nok fordi, der er noget galt med mig. I barnets verden er det umuligt at forestille sig, at det kan være mor eller far, den er gal med.
I disse familier bliver barnets behov for omsorg og kærlighed ikke mødt. I stedet kan der opstå en form for betinget anerkendelse. Barnet opdager, at det ér muligt at få opmærksomhed og kærlige ord, når blot det anstrenger sig med skolearbejdet, hjælper til i hjemmet eller er en god søster eller bror. Hos nogle børn lægger det kimen til et sårbart selvværd, der stiller spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” og svarer selv, “Når jeg virkelig anstrenger mig, og gør mit bedste’. Det kan anspore til perfektionisme.
Perfektionisme er det enkelte menneskes ønske om at løse opgaver fuldstændigt perfekt og fejlfrit. Det gælder typisk ikke alle områder af livet, men er ofte forbeholdt de områder, som er vigtige for det enkelte menneske. Perfektionisme har intet at gøre med at ville gøre sig umage, men drives af frygten for ikke at være god nok. Den får dig til at søge anerkendelse gennem dit udseende, dine præstationer, din kæreste, din bolig osv. Perfektionisme får dig skørt nok ikke til at føle dig perfekt, men til at føle dig utilstrækkelig.
Den oplevelse af ubetinget kærlighed, som formentlig har været fraværende i din opvækst, har gjort dig i tvivl om dit eget værd, og du søger nu svaret på spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” hos andre og ikke dig selv. Helt misforstået bliver selvværdet bundet op på at leve op til din forestilling om, hvad andre tænker, at du skal gøre for at være, ja – god nok.
Der er intet i vejen med at ville løse en eksamensopgave godt eller ville bage en fantastisk kage til familiefødselsdagen, men for mennesker, der er plaget af perfektionisme, er der ikke tale om noget valg. Der er ingen fleksibilitet. Eksamensopgaven skal løses med et 12-tal og kagen skal slå Mette Blomsterbergs seneste kreation. Kravet til præstationerne bliver urimeligt høje og urealistiske. Jeg har talt med mennesker, som mener, at de skal kunne klare opgaver, de aldrig har prøvet før lige så godt som erfarne udøvere, eller studerende som ikke under sig selv en pause før en eksamensopgaver, der strækker sig over fire måneder er indleveret. Krav, der er helt urealistiske, og som derfor ikke kan indfries. Resultatet bliver endnu en mavepuster til selvværdet.
Ved det ensidige fokus på resultater stjæler perfektionismen glæden ved processen, og får dig til at glemme at nyde livet. Du mister dit perspektiv, og en god karakter bliver vigtigere end dit helbred, og familiekagen vigtigere end den gode stemning. Alt sammen fordi du tror, at svaret på spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” vitterligt er ensbetydende med, hvor godt du præsterer. Det misforståede forhold mellem resultater og indre værdi er blevet en sandhed.
Perfektionisme får dig til at overse, at sand skønhed og kvalitet, altid er naturligt, levende, sårbart og fyldt med såkaldte fejl. Det er præcis vores sårbarhed, fejl og mangler, der definerer os som mennesker. Og som mennesker har vi krav på kærlighed og omsorg – ubetinget.
“Måske kan du lade dig inspirere af Pippi Langstrømpe, der lever efter devisen: “at du er født til at være dig selv ikke til at være perfekt.” Med to forskellige slags strømper, lap på kjolen, gående i alt for store sko, viser Pippi os det uskønne, det menneskelige, det legende, fejlene og minder os om, hvor meget eventyr og livsglæde, det rummer.
