Psykoterapeut og stresscoach

Hvad mærker du?

Del på facebook
Facebook
Del på email
Email
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Spørgsmålet virker enkelt. Så umiddelbart, at det ved første øjekast synes banalt. Det er det bare ikke altid. For mange af de mennesker, som jeg møder i min praksis, er spørgsmålet vanskeligt at besvare.

Jeg tror, at spørgsmålet er vanskeligt, fordi der ikke knytter sig forventninger til det. Det lægger ikke op til et bestemt svar – et facit, der kan sættes to streger under. Spørgsmålet lægger ikke op til at præstere, men til at være. Det kræver, at du kigger indad, mærker efter og svarer i loyalitet med det, du oplever, og dermed med den du er.

Spørgsmålet forudsætter, at du har adgang til, hvad du fornemmer i kroppen, og til at omsætte det til ord. Det lægger op til, at du har adgang til at besvare spørgsmålet – ikke ud fra, hvad du tror, du skal svare, eller hvad du tænker, at andre forventer, at du svarer, men ud fra hvad du selv fornemmer. Og det er ikke nødvendigvis så ligetil, som det lyder.

TAB AF SELVFØLELSE

Jeg møder mennesker i min praksis, som undervejs har tabt forbindelsen til deres selvfølelse. De har tabt kontakten til, hvem de er, hvad de vil og dermed tabt svaret på spørgsmålet, ’Hvad mærker du?’

Det kan tage sig ud på mange måder, men fælles for dem er tab af mening, selvomsorg og livsglæde. De lever et liv, som de ikke ønsker, baseret på værdier, som ikke er deres. De lever en andens liv, og det føles meningsløst og tomt. Vi er hver især på vores egen rejse mod at blive den, vi skal være, men for dem er rejsen gået i stå. Det kan være pinefuldt.

I et psykoterapeutisk perspektiv er det vigtigt at prøve at forstå, hvad der kan føre til, at mennesker mister deres egen selvfølelse, mening og egenomsorg?

ET LIV MED FACADE

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicotts begreb om det falske selv for at forklare, hvordan mennesker kan gå hen og blive fremmede for sig selv. Så fremmede, at de mister kontakten til svaret på spørgsmålet: ’Hvad mærker du?”

Vi udvikler vores selvfølelse som børn i relation til vores nære omsorgspersoner. Når vi føler os elsket, rummet og bliver set og spejlet adækvat af vores forældre, udvikler vi en sund kontakt med os selv. Med betingelsesløs kærlighed og relevante reaktioner og svar fra vores forældre udvikler vi os indefra med en følelse af, at det jeg mærker, føler og oplever er vigtigt og betydningsfuldt og siger noget om mig – om, hvem jeg er, og hvad jeg godt kan lide, elsker, er bange for, frygter og bliver vred over. Vi kan være os selv og hviler i os selv, fordi vi hjulpet af vores forældre tager udgangspunkt i os selv. Vi bliver vores eget afsæt for at gå ud i verden.

Hvis vores forældre imidlertid var syge eller ikke har det fornødne overskud eller evne til at se og rummer os, som vi var, da vi var børn, så kan vores udviklingen bevæge sig væk fra den vi er. Hvis vores nære omsorgspersoner kun kan tilbyde os betinget kærlighed, begynder vores fokus at bevæge sig væk fra os selv og over på de andre.

Kærligheden tilbydes, men den er betinget af, at vi lever op til vores forældres bevidste eller ubevidste behov. De ignorerer og afviser kategorisk de sider af os, som de ikke billiger eller ønsker kontakt med. Det kan være alt fra pigen, som elsker at klatre i træer til drengen, som ikke er stille nok. Andre gange kan vores familie være så presset, at vi bliver nødt til at udfylde roller og ansvar, som det var tiltænkt vores forældre at bære. Der bliver ikke nok plads til den vi er og til det, som vi har brug for.

VI TILPASSER OS

Vi er som børn helt afhængige af vores omsorgspersoner. Vi kan ikke klare os uden deres nærvær og omsorg. Derfor sker der det ulykkelige, at vi forlader os selv og vores egen selvfornemmelse for at tage til takke med de krummer og omsorg, som vores forældre kan mønstre. Vi opgiver at klatre i træer, og vi bliver dydige og stille, hvis det er det, der skal til for at få omsorg og undgå straf, skam og ydmygelser. Og vi køber ind, laver mad, gør rent og sender mor til lægen, hvis det er det, der skal til for at fastholde vores relation til mor.

Vi tilpasser os og udvikler ’overlevelsesstrategier’, der undertrykker vores egne behov og smerte over ikke at være elsket og værdsat, som vi er. Vores egne behov og længsler skubber vi i baggrunden ind i skyggen – i skjul. Indirekte kommer vores omsorgspersoner til at kommunikere, at vi er forkerte og beskidte. Vi udvikler en facade, der skaffer os vores plads i familien og en vis positiv opmærksomhed. Vi udvikler, hvad Winnicott kalder for et falsk selv. Bag det falske selvs mure lever angsten, selvforagten, skammen og ensomheden. Her lever de følelser, som i deres helhed opleves så forkerte, at de ikke opleves værdige til omsorg og kærlighed. Vi kommer til at overtage vores nære omsorgspersoners foragt for disse følelser og behov.

Prisen for at vi tilpasser os vores omsorgspersoners betingede kærlighed er, at vi ikke længere kan møde verden med udgangspunkt i os selv, vores værdier, holdninger, drømme og forhåbninger. Det falske selv ansporer os til at tage vores udgangspunkt i andres behov og forventninger først vores forældres og siden generelle forventninger til vores adfærd, succes, valg af partner og karriere m.v.

AT LÆGGE MASKEN

Set i lyset af Winnicotts falske selv bliver det pludseligt forståeligt, hvorfor det er så svært at besvare spørgsmålet: ’Hvad mærker du?’, da det er rettet til det autentiske selv. At begynde at erkende, at der er et andet selv bag det falske selvs høje mure, som er berettiget til omsorg og betingelsesløs kærlighed, er så ubegribeligt, at det tager tid at tro på, og endnu længere at handle på. Angsten for igen at blive fundet for let, utilstrækkelig og forkert er stor, og det kræver både mod og tryghed at gøre forsøget.

Heldigvis er belønningen for at bevæge sig ud stor. At opleve valg og beslutninger baseret på den du er, er livgivende og bekræftende, og du vil måske for første gang føle dig hjemme i dig selv. Ensomheden, angsten og forkertheden forsvinder langsomt, fordi valg truffet med afsæt i dit autentiske selv giver styrke og mening.

Det er ikke let at klatre over muren, men med det rette tilløb og støtte er det muligt at finde frem til det menneske du er.

Lignende artikler:

Hjælp, jeg er stresset!

Jeg har i det sidste halve år holdt en del foredrag om stress. Undervejs spørger jeg altid deltagerne, om de kender nogen,

Luk menu