Psykoterapeut og stresscoach

Lever du i overensstemmelse med dine værdier?

Del på facebook
Facebook
Del på email
Email
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Det er et spørgsmål, som alle burde stille sig selv med jævne mellemrum. ”Lever jeg i overensstemmelse med det, jeg tror på, og som er vigtigt for mig? Er mit liv fyldt af et arbejdsliv, et fritidsliv, et parforhold og af relationer, som afspejler mine værdier?”

Jeg møder mennesker i min praksis, som lever i uoverensstemmelse med deres værdier. Det plager dem og begrænser deres livsglæde. Jeg antager, at årsagen er, at vi mennesker er mest lykkelige, når vi handler og lever ud fra vores værdier og naturlige tilbøjeligheder.

Det kan ved første øjekast overraske, at vi ikke ’bare’ justerer på de forhold, som arbejder imod vores værdier. Hvorfor sørger vi ikke bare for at ændre retning, når vi opdager, at vi er på vej ned ad en sti, som ikke understøtter vores trivsel?

Det er imidlertid sjældent let at leve efter vores værdier. Det har en pris, som vi ikke altid er parat til at betale. Psykolog Robert Kegan peger på, at vores vanskeligheder med at ændre retning skyldes, hvad han kalder for vores competing commitment – et konkurrerende forhold. Et forhold, som, han mener, ubevidst modarbejder os. Vi har altså ikke direkte adgang til det.

Et konkurrerende forhold er altså et forhold, som er vigtigere for dig end at leve efter dine værdier. Det er en sandhed eller en frygt, som du undgår at konfrontere og se i øjnene.

Lad mig give et eksempel. Kegan udførte et forsøg blandt alvorligt syge hjertepatienter for at undersøge, hvad der holdt patienterne fra at tage deres medicin. Kegan erfarede, at en af patienterne ikke tog sin hjertemedicin, fordi han så ville føle sig alvorlig syg og gammel – og det ønskede han ikke. Så ved at undlade at tage sin medicin bekræftede han sig selv i ikke at være syg.

Lad mig give et andet eksempel. To søstre havde et stærkt søskendebånd. Deres liv førte dem af vidt forskellige løbebaner. Den ene uddannede sig til økonom og fik en flot karriere i erhvervslivet, mens den anden kom ud for en ulykke og havde brug for støtte og daglig pleje for at komme igennem hverdagen. Økonomen brændte for at fuldende sin karriere ved at blive direktør. Hun havde både evnerne og erfaringerne, men alligevel blev det aldrig til mere. Det undrede hende, da hun både var ambitiøs og målrettet. Under en coachingseance tog hun problemstillingen op og blev klar over, at hun så at sige saboterede sit eget ønske. Hun havde et konkurrende forhold, som arbejdede imod hende. Hun bar nemlig på stor skyldfølelse over, at livet havde været så gavmildt ved hende og så hårdt ved hendes søster. Hvis hun tog skridtet videre og blev direktør, så ville det stå skrevet i neon, hvor forskellige muligheder og privilegier, de var blevet givet. Det kunne hun ikke bære. Relationen til søsteren var vigtigere end det sidste skridt op ad karrierestien.

Det konkurrerende forhold kan være ønsket om at fastholde en bærende relation til sin søster, at undgå at føle sig syg og begrænset, eller det kan være alt muligt andet vi frygter: tab af magt og indflydelse, vores forældres misbilligende øjne eller vores egen magtesløshed.

At leve et liv i overensstemmelse med sine værdier kan altså være forbundet med at konfrontere sandheder , løgne og dæmoner. Det er ikke nødvendigvis enkelt, men det er muligt. Det begynder med, at du sætter ord på det, som er vigtigt og værdifuldt for dig. Det, du ønsker, og de værdier, som dit liv skal basere sig på.

Derefter kan du alene eller sammen med gode venner eller en psykoterapeut undersøge, hvad du gør og ikke gør for at leve i overensstemmelse med dine værdier. Spørg dig selv, hvad din værste frygt eller bekymring er, hvis du virkelig gjorde, hvad du indtil nu har holdt dig fra at gøre. Det vil føre dig i retning af dit konkurrerende forhold – til det som holder dig fra at leve efter dine værdier. Så kan du mere direkte tage stilling til, hvad du ønsker at stille op med det. Hvad der er det rigtige for dig.

Lignende artikler:

Hjælp, jeg er stresset!

Jeg har i det sidste halve år holdt en del foredrag om stress. Undervejs spørger jeg altid deltagerne, om de kender nogen,

Hvad mærker du?

Spørgsmålet virker enkelt. Så umiddelbart, at det ved første øjekast synes banalt. Det er det bare ikke altid. For mange af de

Luk menu